STÅ SAMMEN

Skrevet af Golf Experten

Da vi udsendte første udgave af vores katalog, skulle det have været startskuddet til en ny dejlig golfsæson. Alle i Golf Experten var et hundrede procent klar, og vi havde givet hinanden håndslag på at 2020-sæsonen skulle blive den bedste nogensinde. Verdens bedste kunder kunne lade sig inspirere i skarpe butikker med masser af nyheder og gode tilbud. Men så kom Corona/COVID-19 krisen buldrende og ødelagde det hele og Danmark lukkede ned…

Golf Experten lukkede vi ikke helt ned, men det føltes sådan. Golfbanerne lukkede, alle professionelle og amatør-turneringer blev enten aflyst eller udsat og mange af vores gode leverandører måtte lukke fabrikkerne. Og selvom vores butikker fortsat havde åbent, så var de gabende tomme, og vi måtte sende kollegaer hjem på ubestemt tid. Ja, alt blev vendt på hovedet.  

DGUs anbefalinger blev heftigt diskuteret på de sociale medier, og det var ikke kønt alt sammen (mildt sagt). Vi forholdt os neutrale – det var nok det bedste:). Men lukkede golfbaner er naturligvis ikke det bedste for vores forretning, og da DGU ændrede sine anbefalinger til at der kunne spilles golf, fik vi kunder igen. Da de ændrede dem én gang til, fik vi flere.

Nu er Danmark begyndt at åbne op igen, og der bliver heldigvis spillet masser af golf. I maj måned udkommer vores katalog nr. 2, og vi tror og håber at timingen denne gang er lidt bedre.

Golfbranchen

Efter nogle meget hårde uger, er vi alle begyndt at se forsigtigt fremad igen. Men krisen er der fortsat, og har allerede efterladt sig grimme spor i vores samfund. Og herunder også i golfbranchen. Imens medlemstallet vokser i Sverige, hvor det har været muligt at spille golf hele tiden, så er de i skrivende stund først ved at åbne op i England under nogle strenge restriktioner. Store europæiske golfspillende nationer som f.eks. Irland, Spanien og Skotland er fortsat lukket ned.

De største udstyrsleverandører i Europa holder primært til i England, og selvom de alle har åbnet fabrikkerne igen, så er aktiviteten begrænset imens lagerne bugner. Man kan gætte, men det er meget svært at forudse hvordan tiden i branchen bliver i de kommende år.

Og hvad med golfklubberne? Banerne? Restauranterne i klubhusene? De professionelle turneringer? Klubpro’erne? Golfrejsebureauer? Proshops? Golf Experten?

Det er meget usikkert om det bliver muligt at rejse i sommerferien. Så derfor er opfordringen herfra: Spil golf! Spil din hjemmebane, men spil også andre baner. Betal greenfee. Støt klubberne – for det er tid til at stå sammen – som branche, som nation og som golfspillere.

STÅ SAMMEN

Det er tid til at stå sammen, og vi opfordrer danske golfspillere til at handle dansk. Naturligvis med en forhåbning om at få flere kunder i vores fysiske butikker og/eller på vores webshop, men opfordringen er mere generel og vigtigere end nogensinde. Alle danskere bør støtte op og handle dansk – hvad enten det er i en fysisk dansk detailbutik eller en dansk webshop. Hvad enten det er i en proshop eller hos os i Golf Experten. Vi danskere må stå sammen og støtte hinanden hvor vi kan.

Indtil nu har vi danskere været fantastiske til at vise hensyn, holde afstand og i det hele taget passe på os selv og hinanden. Det skal vi også fremover - passe på hinanden ved at være os selv nærmest og shoppe dansk. ’Hjulene skal holdes i gang’, hører man tit. En lidt slidt floskel, men dog vigtig nu og for den kommende fremtid. For når du køber nye sko i en dansk butik, så frigiver det penge hos sælger til at købe brød hos bageren. Og når bageren har solgt nok brød, kan han måske udvide forretningen og hyre en tømrer. Dét er hjulene, og skal de holdes i gang, må vi alle tage ansvar. 

Så opfordringen er igen – STÅ SAMMEN & SHOP DANSK. Så kommer vi hurtigere ud af krisen i fællesskab.