Skrevet af Morten Buckhøj // Golfbladet
Golf Experten har succes med at anbefale XXIO til spillere, der har mistet svinghastighed. Vi prøvede en fitting.
Flertallet af danske golfspillere er ældre end 60 år, og det er helt naturligt, at vores svinghastighed falder med alderen. Lavere svinghastighed betyder kortere slag, det betyder fladere slag og det gør det sværere at fastholde sit handicap. Når antallet af stableford-point falder, falder glæden ved spillet tilsvarende. For nogle så meget, at de helt opgiver golf.
De senere år har det luksuriøse japanske udstyrsmærke XXIO – udtales sæksio – oplevet en markant vækst. Først i hjemlandet, hvor den høje pris på udstyret ikke skræmmer nogen. Der er golf i forvejen så vanvittigt dyr en hobby, at en 15-20.000 kr. for et golfsæt blot er en dråbe i havet. Herhjemme er det anderledes, men faktisk er XXIO ifølge Golf Experten et hastigst voksende mærke, og det er det af en grund. XXIO’s koncept med særligt tynde, meget responsive slagflader i kombination med deres egne skafter, der er meget lette, meget fleksible, men samtidig utroligt stabile, giver golfspillere med lave svinghastigheder mere længde.
Michel Weedfald, der er butikschef hos Golf Experten i Herning, fortæller om en ældre mand, der ’nærmest ingen fart havde i svinget længere’, som ’fordoblede sin længde med sit 7-jern’.
”Han slog sit 7-jern 48 meter i luften, så det er jo ingenting, men med XXIO 7-jernet fløj bolden 100 meter. Jeg har også haft en kunde, der fik over 20 meter mere med sin driver. Han syntes, at 5.500 kr. var mange penge for en ny driver, men ugen efter kom hans tre faste makkere ind i butikken og skulle også have en XXIO-driver fordi han havde slået konstant længere end dem,” siger Michel Weedfald, der ikke oplever prisen som en hindring.
”Jeg har ikke oplevet nogle, der ikke synes at det er mange penge, de skal betale for XXIO-udstyret, men jeg har heller ikke oplevet én eneste, som ikke har syntes at de fik fuld valuta for pengene.”
Mere længde
GOLFBLADETs udsendte er selv i målgruppen for XXIO-udstyr. Om få uger fylder jeg 58 år, desuden har jeg døjet med diverse skader, som alt sammen har kostet på svinghastigheden. Jeg har handicap omkring 7,5, og har aldrig været langt slående. Nu slår jeg decideret kort, og det gør det naturligvis sværere for mig at fastholde endsige forbedre handicappet.
”XXIO har flere modeller. ’Eleven’, der er et støbt jern med bred sål og en dyb cavityback. De er meget lette slå, og man får rigtigt meget længde med en lav svinghastighed. Til en spillertype som dig, der har lavt handicap, har XXIO til denne sæson lavet det smedede ’X’ jern, som også er et cavityback jern, men med en tyndere sål og toplinje, der tiltaler ’øjet’ for den bedre golfspiller,” fortæller Michel og giver mig to ’X’ 7-jern at prøve. Det ene med et regular flex stål skaft, som føles markant lettere end mit normale letvægts-stålskaft, og et ultralet grafitskaft, også i ’regular’. Jeg tester også ’Eleven’ 7-jernet.
Med den bedste håndfuld slag opnår jeg en smashfaktor på 1.38, hvilket er lig med en endog meget effektiv udnyttelse af energien i svinget. Carry-længden bliver over 130 meter, og det er mindst fem meter mere end jeg i dag forventer at slå med et godt ramt 7-jern med mit nuværende sæt. Jeg oplever en generel større stabilitet med det lette stålskaft, og Michel Weedfald fortæller mig, at det vil være det skaft han vil anbefale til mig i dag, men at jeg om måske 10 år formentlig vil få endnu bedre udnyttelse af grafitskaftet. ’Eleven’-modellen giver stort set samme resultat, men som Michel allerede havde bemærket, passer ’X’-jernet bedre til min spillerprofil.
Vi tester også et par drivers i ’X’-modellen, men her viser det sig, at den meget lette opsætning med bare 44 gram tunge skafter, uanset om det er i ’regular’ eller ’stiff’ ikke rigtigt fungerer for mig, der er vant til en noget tungere og stabil driver, som jeg typisk slår ganske præcist. Jeg oplever ikke umiddelbart en gevinst på længden, så lige nu, er jeg ikke i markedet til en XXIO-driver.
”Hvor markedets øvrige mærker arbejder ud fra en pyramide med elitespillerne øverst, og gennemsnitgolferen nederst, så har XXIO vendt pyramiden om. De laver udstyr, der giver mest mulig hjælp til ældre golfspillere, der har eller har fået lavere svinghastighed. Materialerne er kompromisløse, og de laver selv deres skafter som er spundet op til 16 gange. Det betyder, at de er noget dyrere end de fleste andre mærker, men også virkeligt gode. Statistikker viser, at størsteparten af verdens golfspillere er over 60 år, og jo ældre vi bliver, desto flere runder spiller vi. Jo mere golf man spiller, desto mere fylder det i vores liv, og derfor er det også min klare opfattelse, at man er villig til at ofre det det koster, at få den bedste oplevelse. Det er i hvert fald den tendens, vi har mærket de senere sæsoner her i butikken,” siger Michel Weedfald.